At leve i et forhold, som ikke er et ægteskab, herunder også som personer af samme køn, må således ikke betyde mangel på omsorg fra den institutionelle Kirkes side eller fra menighedens fællesskab. Seksuel orientering er ikke valgt frivilligt. Ligeledes findes der mennesker, som har lidt nederlag i deres første ægteskab, men har fundet tryghed og mening i et nyt forhold, dog uden at kunne opnå en kirkelige vielse. Ligeledes kan mennesker være tøvende og usikre over for at skulle binde sig for livet, men alligevel leve sammen i en vis stabilitet. (...) Hvis troslæredikasteriets erklæring skal have sin rette virkning og ikke skabe forvirring og polarisere, er det vigtigt, at den bliver læst og forstået i den rette mening, som består i dels at bekræfte traditionel katolsk lære og moral, dels i at hjælpe mennesker på vej til at se sandheden og meningen heri, men også, så længe, de er undervejs, at ledsage og støtte dem i denne proces ved nærvær og omsorg.